Vallø Stift
Historien
Vallø Stift byder på mere end 280 års stabilitet og tradition. Vallø Stift er en selvejende institution (erhvervsdrivende fond), som blev oprettet i 1737 af Chr.VI’s gemalinde, Dronning Sophie Magdalene.
Før oprettelsen var Stiftets besiddelser i privat eje. Historie og ejerforhold kendes tilbage til 1300-tallet.
Et af landets største godser
Stiftet er med et jordtilliggende på ca. 4.200 ha. et af landets største godser, beliggende umiddelbart syd for Køge og strækkende sig fra Køge Bugt og ca. 10 km ind i landet.
Gennem tiderne har Stiftet udgjort ”et samfund i samfundet” med sit store areal, sine erhvervsaktiviteter og deraf følgende mange arbejdspladser.
Stiftet varetog, som en naturlig ting, opgaver indenfor undervisning og sociale områder for sine medarbejdere og deres familier.
Stiftets aktiviteter
I takt med samfundets udvikling har vilkårene for Stiftets aktiviteter ændret sig, måske mest markant efter 2. verdenskrigs ophør.
Vallø Stift er dog stadig en faktor i lokalsamfundet, der markerer sig med sit herregårdslandskab og sine store skove, alt med Vallø Slot og Slotspark som et naturligt centrum. Et miljø, som indgyder tryghed og skaber ro i sindet hos den besøgende.