Vallø Prisen

Den verdensberømte danske filminstruktør Susanne Bier er årets vinder af Vallø Prisen 2025.

Vallø Prisen bliver hvert år uddelt til en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår. Med prisen følger også 150.000 kroner.

Susanne Bier modtager prisen på kvindernes internationale kampdag for at være en stærk rollemodel for kvinder i filmbranchen:

– Gennem sine stærke fortællinger fremmer Susanne Bier diversitet og lige muligheder, hvilket gør hende til en værdig prismodtager og et ikon for kommende generationer, siger Christian Castenskiold, bestyrelsesformand i Vallø Stift, i en pressemeddelelse.

Susanne Bier har været en del af dansk film siden begyndelsen af 90’erne. Hun fik sit store gennembrud med “Den eneste ene” i 1999. Herefter fulgte tre store dramaer, “Elsker dig for evigt”, “Brødre” og “Efter brylluppet”, inden den amerikanske spillefilmsdebut “Things We Lost in the Fire” i 2007. 
I 2010 lavede hun “Hævnen”, som hun blandt mange fornemme filmpriser kunne hente en Oscar for.

Senest har hun haft succes med tv-serier som “Natportieren”, “The Undoing” og “The Perfect Couple”.

Susanne Bier er “enormt stolt og glad” over at modtage årets udgave af Vallø Prisen. Hun har selv i sin karriere oplevet, hvor svært det er at trænge igennem for kvinder i en mandsdomineret filmbranche.

– Det er vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det nemmere for piger og unge kvinder både i Danmark og over hele verden at drømme stort og forfølge deres ambitioner, siger den danske filminstruktør i en pressemeddelelse. 

Tidligere prismodtagere af Vallø Prisen inkluderer blandt andre tv-vært Sofie Linde, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, professor Bente Klarlund Pedersen, historiker Gry Jexen og fodboldspiller Pernille Harder.

Vallø Prisen 2024

Historiker og forfatter Gry Jexen modtager Vallø Prisen 2024

I år tildeles Vallø Prisen til historiker og forfatter Gry Jexen for hendes dedikerede arbejde med at fremhæve kvinders rolle i historien. Prisen er en anerkendelse af Jexens omfattende og betydningsfulde arbejde med at inkludere kvinder i en traditionelt mandsdomineret historiefortælling samt hendes utrættelige kamp for ligestilling i historiebøgerne. Med prisen følger 150.000 kr.

Torsdag den 19. september blev Gry Jexen tildelt Vallø Prisen for hendes arbejde med at skrive kvinder ind i historiebøgerne.

”Det er med meget stor ydmyghed og taknemmelighed, at jeg modtager Vallø Prisen. Det er en kæmpe ære at blive en del i rækken af de inspirerende kvinder, der tidligere er blevet tildelt prisen, og samtidig begejstrer den historie, der ligger bag Vallø Stift mig. Her har stærke kvinder gennem hundredevis af år støttet og løftet hinanden. Vallø Stifts historie er i den grad med til at understrege det, at kvinder altid har været og altid vil være betydningsfulde medskabere af vores fælles historie”, siger Gry Jexen.

Vallø Stift ønsker med prisen at fremhæve kvindelige rollemodeller, kvinder der gør en ekstraordinær forskel i samfundet, samt kvinder der kan være til inspiration for kommende generationer. Gry Jexen er en oplagt modtager af Vallø Prisen, forklarer kammerherre og hofjægermester Christian Castenskiold, der er kurator for Vallø Stift.

“Vi er stolte over at kunne tildele Vallø Prisen 2024 til forfatter og historiker Gry Jexen. Hendes utrættelige arbejde med at kaste lys over kvinders betydning i historien er både inspirerende og afgørende. Ved at spejle os i fortidens kvindelige figurer, hjælper Jexen os med at forstå vores nutid og forme vores fremtid. Jexens omfattende arbejde med at integrere kvinder i en traditionelt mandsdomineret historiefortælling samt hendes vedvarende kamp for ligestilling i historiebøgerne gør hende til en oplagt modtager af Vallø Prisen”, udtaler Christian Castenskiold.

 

Modtagere af Vallø Prisen

Vallø Stift, der blev grundlagt i 1737 af Dronning Sophie Magdalene, uddeler hvert år Vallø Prisen til en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår. Tidligere prismodtagere inkluderer blandt andre TV-vært Sofie Linde, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og professor Bente Klarlund Pedersen.

2025: Filminstruktør Susanne Bier
2024: Historiker Gry Jexen
2023: Professor Bente Klarlund Pedersen
2022: Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt
2021: Fodboldspiller Pernille Harder og fodboldspiller Heidi Johansen
2020: TV-vært og debattør Sofie Linde Ingversen
2019: Iværksætter Anne Kristine Schwartzbach
2018: EU-kommissær Margrethe Vestager
2017: Hæren
2016: Bydelsmødre
2014: Maternity Foundation

Om Vallø Stift

Vallø Stift er en selvejende institution (erhvervsdrivende fond), som blev oprettet i 1737 af Dronning Sophie Magdalene. Stiftets oprindelige formål var at hjælpe og understøtte ugifte døtre af dansk adel og at udøve socialt arbejde i lokalsamfundet. I dag uddeler stiftet hvert år en ærespris, der bærer navnet ”Vallø Prisen”. Kriterierne for udvælgelsen er kvinders værdighed, fremme af kvinders forhold, særlig uegennyttig indsats og rollemodeller for kvinder.