Vallø stift logo

Vallø Prisen

Helle Thorning-Schmidt hyldes som stærk kvindelig rollemodel

Vallø Prisen går til Danmarks første kvindelige statsminister Helle Thorning-Schmidt, der er en stærk rollemodel for kvinder i alle aldre, og som har sat et markant præg på debatten om køn, feminisme og kvinders vilkår, senest med udgivelsen af bogen ”Blondinens betragtninger”. Med prisen følger 150.000 kr., som Thorning-Schmidt har valgt at donere til ungerådgivningen GirlTalk og musikfællesskabet SheCanPlay.

Ekstraordinær rollemodel.

Mandag den 24. april tildeles Helle Thorning-Schmidt Vallø Prisen for at være en ekstraordinær rollemodel.

”Det er en stor ære at modtage prisen, og det gør mig så glad, at der endelig er rum til at diskutere ligestilling og feminisme i Danmark. Tak”, siger Helle Thorning-Schmidt.

Vallø Stift ønsker med prisen at fremhæve kvindelige rollemodeller, der gør en ekstraordinær forskel for samfundet, og som kan være til inspiration for kommende generationer. Her er Helle Thorning-Schmidt et helt oplagt valg, forklarer kammerherre, hofjægermester Christian Castenskiold, der er kurator for Vallø Stift.

”Det var epokegørende, da danskerne i 2011 valgte Helle Thorning-Schmidt som Danmarks første kvindelige statsminister. At Helle Thorning-Schmidt har været den første kvinde til at bestride landets mest magtfulde erhverv har gjort hende til en af vores tids mest markante rollemodeller, og hun bruger sin position og sin stemme på forbilledlig vis til at sætte fokus på en lang række vigtige mærkesager som sexisme, ligestilling og kvinders vilkår, og senest har hun udgivet en betydningsfuld bog om feminisme, køn og #metoo. Derfor er Thorning-Schmidt en helt oplagt modtager af Vallø Prisen”, siger Christian Castenskiold.

Vallø Prisen blev indstiftet i 2010 og uddeles hvert år.

Play Video

Modtagere af Vallø Prisen

Vallø Stift, der blev stiftet i 1737 af Dronning Sophie Magdalene, uddeler hvert år Vallø Prisen til en person, forening eller virksomhed, som gør en særlig indsats for at fremme kvinders forhold. Tidligere prismodtagere er blandt andre EU-kommissær Margrethe Vestager, iværksætter Anne Kristine Schwartzbach, debattør og TV-vært Sofie Linde, fodboldspiller Pernille Harder og fodboldtræner Heidi Johansen.

2023: Professor Bente Klarlund Pedersen
2022: Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt
2021: Fodboldspiller Pernille Harder og fodboldspiller Heidi Johansen
2020: TV-vært og debattør Sofie Linde Ingversen
2019: Iværksætter Anne Kristine Schwartzbach
2018: EU-kommissær Margrethe Vestager
2017: Hæren
2016: Bydelsmødre
2014: Maternity Foundation

Om Vallø Stift

Vallø Stift er en selvejende institution (erhvervsdrivende fond), som blev oprettet i 1737 af Dronning Sophie Magdalene. Stiftets oprindelige formål var at hjælpe og understøtte ugifte døtre af dansk adel og at udøve socialt arbejde i lokalsamfundet. I dag uddeler stiftet hvert år en ærespris, der bærer navnet ”Vallø Prisen”. Kriterierne for udvælgelsen er kvinders værdighed, fremme af kvinders forhold, særlig uegennyttig indsats og rollemodeller for kvinder.