Vallø Prisen
Pernille Rosendahl hyldes som kvindelig rollemodel i dansk kulturliv
I år tildeles Vallø Prisen til sanger, sangskriver og forfatter Pernille Rosendahl for hendes markante bidrag til dansk kulturliv og for at være en stærk kvindelig rollemodel i arbejdet for bedre vilkår for kvinder i musik- og kulturbranchen. Med prisen følger 150.000 kr.
Vallø Stift, der blev grundlagt i 1737 af Dronning Sophie Magdalene, uddeler hvert år Vallø Prisen til en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår. Tidligere prismodtagere tæller blandt andre Susanne Bier, Gry Jexen, Bente Klarlund Pedersen og Helle Thorning-Schmidt.
Som en af sin generations mest markante musikere har Pernille Rosendahl gennem årtier sat et tydeligt præg på dansk musikliv. Med kunstnerisk integritet og en klar offentlig stemme har hun brugt sin position til at sætte fokus på strukturelle udfordringer som sexisme, alderisme og ulige arbejdsvilkår. Dermed har hun ikke blot skabt kunstneriske resultater, men også været en kvindelig rollemodel for kommende generationer. Senest har hun delt sine personlige og professionelle erfaringer i bogen Lille Kæmper, hvor hun med ærlighed og refleksion sætter ord på livet som kvindelig kunstner – og på de mekanismer, der former muligheder og barrierer i kulturlivet.
På Kvindernes Internationale Kampdag søndag den 8. marts 2026 modtager Pernille Rosendahl Vallø Prisen.
”Det er med stor ydmyghed og taknemmelighed, at jeg modtager Vallø Prisen.
Den opbakning, prisen rummer, giver styrke og mod til at fortsætte arbejdet for mere lige vilkår i kulturlivet. Forandring kræver vedholdenhed, og når nogen hepper, bliver det lettere at blive ved. For mig er kunsten et sted, hvor vi øver os i at være frie. Her træner vi empati og fantasi og forestiller os det, som endnu ikke findes. Det er en afgørende kompetence i en verden i hastig forandring. Af hjertet tak for at heppe på mig og mit arbejde,” siger Pernille Rosendahl.
Vallø Stift ønsker med prisen at fremhæve kvindelige rollemodeller – kvinder, der gør en ekstraordinær forskel i samfundet og inspirerer kommende generationer.
“Det er med stor glæde, at vi i år tildeler Vallø Prisen til Pernille Rosendahl. Hun er en markant kunstner og en stærk kvindelig rollemodel, der med mod og integritet har været med til at sætte fokus på strukturelle udfordringer i musik- og kulturbranchen. Hun inspirerer andre kvinder til at insistere på lige muligheder og til at bruge deres stemme – både kunstnerisk og samfundsmæssigt,” udtaler hofjægermester, kammerherre Christian Castenskiold, bestyrelsesformand for Vallø Stift.
Vallø Prisen 2025
Den verdensberømte danske filminstruktør Susanne Bier er årets vinder af Vallø Prisen 2025.
Vallø Prisen bliver hvert år uddelt til en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår. Med prisen følger også 150.000 kroner.
Susanne Bier modtager prisen på kvindernes internationale kampdag for at være en stærk rollemodel for kvinder i filmbranchen:
– Gennem sine stærke fortællinger fremmer Susanne Bier diversitet og lige muligheder, hvilket gør hende til en værdig prismodtager og et ikon for kommende generationer, siger Christian Castenskiold, bestyrelsesformand i Vallø Stift, i en pressemeddelelse.
Susanne Bier har været en del af dansk film siden begyndelsen af 90’erne. Hun fik sit store gennembrud med “Den eneste ene” i 1999. Herefter fulgte tre store dramaer, “Elsker dig for evigt”, “Brødre” og “Efter brylluppet”, inden den amerikanske spillefilmsdebut “Things We Lost in the Fire” i 2007.
I 2010 lavede hun “Hævnen”, som hun blandt mange fornemme filmpriser kunne hente en Oscar for.
Senest har hun haft succes med tv-serier som “Natportieren”, “The Undoing” og “The Perfect Couple”.
Susanne Bier er “enormt stolt og glad” over at modtage årets udgave af Vallø Prisen. Hun har selv i sin karriere oplevet, hvor svært det er at trænge igennem for kvinder i en mandsdomineret filmbranche.
– Det er vigtigt, at vi bliver ved med at gøre det nemmere for piger og unge kvinder både i Danmark og over hele verden at drømme stort og forfølge deres ambitioner, siger den danske filminstruktør i en pressemeddelelse.
Tidligere prismodtagere af Vallø Prisen inkluderer blandt andre tv-vært Sofie Linde, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, professor Bente Klarlund Pedersen, historiker Gry Jexen og fodboldspiller Pernille Harder.
Modtagere af Vallø Prisen
Vallø Stift, der blev grundlagt i 1737 af Dronning Sophie Magdalene, uddeler hvert år Vallø Prisen til en person, forening eller virksomhed, som har gjort en særlig indsats for at forbedre kvinders vilkår. Tidligere prismodtagere inkluderer blandt andre TV-vært Sofie Linde, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og professor Bente Klarlund Pedersen.
2026: Musiker Pernille Rosendahl
2025: Filminstruktør Susanne Bier
2024: Historiker Gry Jexen
2023: Professor Bente Klarlund Pedersen
2022: Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt
2021: Fodboldspiller Pernille Harder og fodboldspiller Heidi Johansen
2020: TV-vært og debattør Sofie Linde Ingversen
2019: Iværksætter Anne Kristine Schwartzbach
2018: EU-kommissær Margrethe Vestager
2017: Hæren
2016: Bydelsmødre
2014: Maternity Foundation
Om Vallø Stift
Vallø Stift er en selvejende institution (erhvervsdrivende fond), som blev oprettet i 1737 af Dronning Sophie Magdalene. Stiftets oprindelige formål var at hjælpe og understøtte ugifte døtre af dansk adel og at udøve socialt arbejde i lokalsamfundet. I dag uddeler stiftet hvert år en ærespris, der bærer navnet ”Vallø Prisen”. Kriterierne for udvælgelsen er kvinders værdighed, fremme af kvinders forhold, særlig uegennyttig indsats og rollemodeller for kvinder.